Skip to main content

Guide: Sådan skriver du en god ansøgning til Innofounder

Kunne du tænke dig at blive iværksætter? Måske du har en god idé, der har potentiale til at løse samfundsudfordringer og skabe vækst og beskæftigelse i Danmark? Så er Innofounder måske for dig.

Hvad er Innofounder?

Innofounder er Danmarks mest lukrative inkubatorforløb, og er Innovationsfondens tilbud til håbefulde iværksættere. Innofounder er et 12 måneders forløb, der tilbyder månedligt tilskud, der kan finansiere, at founders arbejder fuld tid på deres iværksætteridé. Derudover, får founders et udviklingstilskud til at dække udgifter, der understøtter iværksætteridéen, samt 1-1 sparring fra erfarne mentorer.

Den vildeste oplevelse i min iværksætterkarriere – 12 måneder med Innofounder

Mangel på tid og penge er iværksætteriets største dræber. Forestil dig så, at få løn og en ordentlig pose penge fra Innovationsfonden til at udvikle din iværksætteridé. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre, var det præcis, hvad der skete for mine partnere og jeg i juni 2019.

YES – 12 måneder med løn og INGEN økonomiske bekymringer, samt 50.000 kr. per founder og 1-1 sparring med en dygtig erhvervscoach. Altsammen gratis. Vi skulle ikke af med ejerandele til Innovationsfonden, men blot comitte os til at gennemføre Innofounder-forløbet og deltage aktivt i deres iværksætter-workshops. Sign me up, am I right?

Det er ikke for sjovt, når jeg skriver, at Innofounder er Danmarks mest lukrative inkubatorforløb. Men det gør også, at Innofounder er i sigtekornet hos mange, der ønsker at udleve deres iværksætterdrøm. Tro mig, det er IKKE nemt at blive optaget på Innofounder.

Vi kom igennem nåleøjet, fordi vi gjorde vores forarbejde og fordi vi brugte mange, mange timer på at skrive vores ansøgning. Glem alt, hvad du har lært i studietiden med lange rapporter og kildehenvisninger. I din ansøgning til Innovationsfonden kommer du til at skære ind til benet, omformulere og genskrive din ansøgning dusinvis, hvis ikke hundredvis, af gange.

Der er ca. 450 virksomheder, der søger om optagelse på Innofounder. Heraf er der ca. 30, der bliver optaget. Hurtig hovedregning, så er det omtrent 6,66% optagelsesrate per ansøgningsrunde

Nu håber jeg ikke, at du helt har mistet troen på dine muligheder for at blive optaget på Innofounder? Godt. Det regnede jeg heller ikke med. Du er nemlig iværksætter, og iværksættere er hårdnakkede.

Elias’ Cheat Sheet: Sådan øger du dine chancer for at blive optaget på Innofounder

For det første, så skal du downloade Innovationsfondens retningslinjer for optagelse på Innofounder. Dem finder du her. Hvis du ikke har gennemlæst deres retningslinjer og du tror, at du blot kan nøjes med at læse mit blogindlæg, så tager du fejl. Faktisk, så vil jeg anbefale dig, at starte med at gennemlæse retningslinjerne og sætte dig ind i materialet, inden du bruger mit Cheat Sheet til noget som helst. Sæt igang.

Er du klar? Nu bliver det godt.

1) Tag kontakt til tidligere Innofounders og spørg dem om de vil dele deres erfaringer

Det er – uden tvivl – det bedste hack, jeg kan give dig. I vores ansøgningsproces, spurgte vi en håndfuld personer, der tidligere var optaget på Innofounder. Altså, “dimittender” eller såkaldte “Innofounders”. Ikke nok med, at det er personer, der er kommet igennem Innovationsfondens nåleøje, så er de også din billet til juicy insiderviden. Insiderviden, du ikke kan læse dig frem til.

Det er hér, at mange ansøgere falder igennem, og det er hér, at de få kommer foran. Du vælger selv, hvilken kategori, du passer ind i. Det er min antagelse, at håbefulde iværksættere, der ønsker at blive optaget på Innofounder, tænker, at de ikke vil mase sig på og være til besvær. Glem det. Vi vil gerne hjælpe og sætte tid af til at give dig den viden, du efterspørger. Og hvis du spørger pænt, så kan det være, at du også må få en kopi af vores ansøgning. Var det noget?

2) Vær præcis og kortfattet i din ansøgning

Mange studerende ønsker at gå fuld tid i deres virksomhed, når de er færdige med deres studie. Det gjorde jeg, og hvis du kommer fra en videregående uddannelse, så er du vant til at skrive lange rapporter og afleveringer.

Men det format duer ikke, når du skriver din ansøgning til Innovationsfonden. Her skal du være meget præcis og kortfattet i din tekst. Faktisk, har du kun ca. 7000 tegn at gøre godt med.

  • Problem og løsning: 1000 tegn
  • Værdiskabelse: 500 tegn
  • Historik og status: 500 tegn
  • Udvikling: 1000 tegn
  • Brugere, marked og konkurrence: 1500 tegn
  • Forretningsmodel: 1000 tegn
  • Team og eksekvering: 1500 tegn

Jeg ved, at Innovationsfonden ændrer deres retningslinjer fra tid til anden, så det er ikke sikkert, at fordelingen af tegn er den samme, når du ansøger.

Da jeg skrev vores ansøgning, havde jeg en huskeregel: If you’re in doubt, leave it out. Det betyder, at du hellere skal nævne én god og fyldestgørende fact, fremfor fem korte, halvfærdige statements.

3) Apropos halvfærdige statements

Du skal VIDE, ikke TYDE.

“Det er et kæmpe marked”, og;

“Vi forventer 20% markedsandele – og det er endda konservativt.”

Ovenstående eksempler er klassikere. Når du skriver din ansøgning, vil du blive fristet af, at springe over, hvor gærdet er lavest. Især, når du er begrænset til 7000 tegn. Men det må du ALDRIG gøre, fordi resultatet bliver, at du skriver korte og utroværdige statements. Derudover, kommer du til at fremstå doven i din ansøgning, fordi du ikke har “gidet” at undersøge markedet.

Hvis jeg skulle omskrive de to eksempler, så de giver mening i en Innofounder-ansøgning, så lyder det sådan:

“Ifølge WHO, er markedet for X 1.5 millarder DKK, og i 2030 forventes branchen for X at omsætte for 2.3 millarder DKK på verdensplan. Det er en årlig stigning på 4.3%”, og;

“Vi forventer 20% markedsandele inden for 5 år, fordi vi har en underskrevet samarbejdsaftale med WHO. Derudover, har vi allerede X-antal kunder, og sammenligner vi os med vores nærmeste konkurrent X, så vækster vi 100x hurtigere.”

Jeg håber, at den er feset ind. Sæt navn, bevis og tal på.

Har du brug for kapital og kommercielle superkræfter til din B2B tech-virksomhed?

Sweat Capital er et investeringsselskab, der investerer mellem DKK 250.000 – 2.000.000 – øremærket den kommercielle strategi og vækst. Vi hjælper vores porteføljeselskaber med at opbygge et højt-performende salgs- og marketingsstrategi, og indtræder som eksterne CSO’er og CMO’er.

Du kan uploade dit Pitch Deck her, eller

Læse mere om Sweat-konceptet her.

Close Menu

Sweat Capital ApS © 2022

Silkeborgvej 260
8230 Åbyhøj
(+45) 30620433

Bygget med sved i Aarhus
Alle rettigheder forbeholdes.